Professor J. C. Fabricius’ besøk på St. Jørgen i 1778

16. august 1778 besøkte den danske naturhistorikeren og insektsforskeren Johan Christian Fabricius St. Jørgens Hospital. Han hadde vært på utallige reiser rundt i Europa og dette året var turen kommet til Norge. Etter reisen ga han ut en reisebeskrivelse, og i andre bind beskriver han selve reisen og stedene han besøkte. Siste stopp på ferden var Bergen, hvor han oppholdt seg i seks dager og blant annet besøkte St. Jørgens Hospital.

Portrett av den danske naturforskeren Johan Christian Fabricius, fra hans reisebeskrivelse “Udtog af Hr. Profess. Joh. Christ. Fabricii Reise til Norge i Aaret 1778”.
Universitetsbiblioteket i Bergen.

Kort om beretningen
Fabricius forteller det var 88 beboere på hospitalet som var angrepet av “denne besynderlige Sygdom”. For ham var det nok en sterk opplevelse å besøke hospitalet og de syke som var preget av sykdommen. Han beskriver symptomene med knuter i ansiktet og andre steder på kroppen, sterk kløe, øyenbryn som falt av og hes stemme. 

Årsaken til sykdommen mente han var de fattiges levemåte, ikke minst maten, som bare besto av fisk, tran og fiskelever. I tillegg kom den fuktige luften og de mange forkjølelsene når folk var til sjøs, som gjorde at sykdommen brøt ut. At for mye fisk og fete fiskeprodukter var skadelig var noe som også flere leger på denne tiden tok til orde for, og Fabricius hadde gjerne fått det fortalt når han var på besøk. 

Fabricius var kritisk til at man så på de syke som uhelbredelige, og at de derfor ikke fikk noen medikamenter. De måtte selv kjøpe plaster og salve for å forhindre den sterke kløen. Han var ikke i tvil om at sykdommen måtte kunne stanses i begynnelsen, og han pekte på at det var flere som skulle ha blitt helbredet. De ble imidlertid snart syke igjen når de gikk tilbake til tidligere levemåte og kosthold. 

Bergen var siste stopp på Fabricius reise i Norge, og i siste avsnitt på denne siden, nesten helt til slutt i boken, starter hans beskrivelse av besøket på St. Jørgen: “St. Jørgens Hospital ligger ogsaa i Byen, og er bestemt for de egentlig Spedalske. Bygningen er gammel og slet, (…)”.
Fra Fabricius’ reisebeskrivelse. Universitetsbiblioteket i Bergen.  

Les Fabricius’ originaltekst
En utgave av Fabricius’ resebeskrivelse, som har tilhørt Bergen Museums bibliotek, er digitalisert av Universitetsbiblioteket i Bergen, og kan leses her.

Nedenfor finner du et utdrag av boken, der Fabricius beskriver sitt besøk på St. Jørgens Hospital 16. august 1778. 

Udtog af Hr. Profess. Joh. Christ. Fabricii Reise til Norge i Aaret 1778.

St. Jørgens Hospital ligger ogsaa i Byen, og er bestemt for de egentlig Spedalske. Bygningen er gammel og slet, med et stort Værelse, hvori de Syge opholde sig om Dagen, og derved værende smaa Kamre, hvori de sove to og to sammen om Natten. Der er nu 88 Medlemmer, som ere mere eller mindre angrebne af denne besynderlige Sygdom. Det er et skrekkeligt, ekkelt Syn, at see en saadan Mængde Mennesker, der lide paa alle Lemmer. Denne Sygdom er ingensteds hyppig, men findes dog her og der blant de Fattige paa Kysterne i Trondhiems og Bergens Stift. Den er egentlig ikke anstikkende; som og Opvarterne ved Hospitalet aldrig anfaldes af denne Sygdom. Men den angriber ofte alle et Huses Beboere paa een Gang, da de alle leve paa samme Maade. Sygdommen viser sig paa forskiellig Maade ved en hees Stemme, Smerter i Halsen og Knuder i Ansigtet, paa Hænderne og andre Legemets Dele. Hele Ansigtet bliver vanskabt, Kløen er utaalelig, og naar de kløe sig, flyder en skarp ildelugtende Vædske ud af Knuderne. Øienbrynene falde ud, men ikke de andre Haar. Undertiden, dog sielden, angriber den, ligesom den høie Grad af den veneriske Sygdom, Næsen og de øvrige bruskede Dele af Legemet, og Fingre og Fødder falde af sig selv af ved Forraadnelse. Man holdt Livet i nogle 30, 40, 50 Aar, skiønt andre pludselig qvæles, naar Knuderne sætte sig i Halsen.

Den egentlige Aarsag til denne Sygdom bestaaer vel i de Fattiges Levemaade, der paa Kysten næsten leve ganske allene af fede Fisk, af Tran, af Fiskenes Lever, ofte uden Brød og Brændeviin. Det er naturligt, at denne usunde, fede og trannede Næring maae meddele Lymphen og Blodet Skarphed. Hertil kommer endnu den fugtige Luft og de hyppige Forkiølelser paa Søereiser, hvilke gemeenlig give Leilighed til, at Sygdommen bryder ud.

De Usle i dette Hospital ansees som ulægelige, som ulykkelige, man blot maae underholde til deres Død. De faae derfor ingen Medikamenter. Dog er det ikke at tvivle paa, at en Sygdom, der varer saa mange Aar, maae kunne hæves i Begyndelsen, førend den har taget for meget Overhaand. Man har og virkelig adskillige Exempler paa dens Helbredelse, skiønt de gemeenlig snart blive angrebne af Sygdommen igien, naar de hiemme paa ny begynde deres sædvanlige Levemaade.

Deres Underholdning i Hospitalet er ogsaa kun maadelig, de har, foruden fri Underholdning, Lys og Varme, 4 Skilling dansk om Dagen til deres eget fri Brug, men hvoraf de maa anvende noget lidet til Plaster og Salve, for at lindre den ulidelige Kløe. De har tillige Tilladelse at giøre Skoe til de omkringboende Bønder, hvilket skaffer dem nogen Beskieftigelse og Fortieneste. Den Forandring i Levemaaden, at de i det mindste ikke leve ganske af Fisk, giør, at de mange Aar omslæbe deres ulykkelige elendige Legeme i denne Tilstand.

 

All Rights Reserved